I selskab med skovens vilde dyr
- oplevelser fra en vandretur i Canada
Netop som jeg ligger i soveposen og er lige ved at falde i søvn, hører jeg et dyr liste rundt udenfor i skovbunden. Dyret kommer nærmere. Nu er det helt henne for at snuse til teltdugen. Det lyder som et forholdsvist stort dyr. Jeg holder vejret. Er det en bjørn? Jeg er helt alene dybt inde i den canadiske skov. Det eneste jeg har at forsvare mig med er en min lommekniv, som ligger i rygsækken ude i apsis. Jeg har heldigvis taget mine forholdsregler og opbevaret min mad uden for teltet. I bjørneland bør man altid hænge sin mad op i et træ i mindst fire meters højde. Men da jeg er kommet af sted uden et stykke reb til dette formål, har jeg valgt at lægge den i en plastikboks, som nogle før mig har efterladt ved lejrpladsen. Det finder skabningen udenfor også hurtigt ud af, så kort efter kan jeg høre den skramle rundt med boksen. Først ryger låget af, og ud kommer den nylonpose som maden er i. Alt imens jeg ligger inde i teltet stiv af skræk, kan jeg høre, hvordan der bliver flået i stoffet for at få maden ud. Det fortsætter i lang tid. Efterhånden forsvinder lyden dog, men jeg tør stadig ikke kigge ud, da jeg ikke er sikker på, om dyret stadig er der. Det varer længe før jeg til sidst falder i søvn.
Næste morgen da jeg forsigtigt lister mig ud af teltet for at se skaden an, viser det sig dog at være knap så slemt som jeg frygtede. Dyret er væk og det var ikke lykkedes for det at få posen åbnet, men den er godt og grundigt gennemgnavet, så maden er alligevel uspiselig. Derfor bliver jeg nødt til at afbryde turen og på tom mave vandre tilbage ad samme vej som jeg er kommet. Men der er heldigvis kun nogle få timers vandring til den nærmeste civilisation. Da jeg kommer tilbage til byen fortæller jeg om hændelsen til nogle lokale folk. De mener ud fra skadens omfang og det sted jeg camperede, at det højst sandsynlig bare var en vaskebjørn. Men siden hen har jeg enkelte gange i skoven set både bjørnespor og bjørnene selv, så frygten var ikke helt ubegrundet.
Copyright Bjarne Bæk
.jpg)

![]()