Profil

Galleri

Artikler

Diverse

Konkakt

Links

    En lørdag i Lanaudière

    Vi havde fået et tip om et godt sted at klatre is, som ikke var for langt væk. Tippet kom fra en ansat i en friluftsbutik, som lige havde klatret der dagen før, så ifølge ham var det et rigtigt godt sted. Det var også ham som i sommers havde fortalt os om, hvor vi kunne finde god klippeklatring, og dengang viste det sig virkelig at leve op til hans beskrivelser. Men denne gang fik vi knap så meget ud af hans råd, men det var jo ikke til at vide. Så lørdag morgen pakkede vi (Dave, Chantale og mig) bilen og kørte nordpå ud af Montréal, op i bjergene i området Lanaudière. Efter en god times kørsel svingede vi ind på en lille parkeringsplads og tog rygsækkene på. Det var en meget kold dag, ca. -25 grader og med windchill-faktoren endnu koldere, men vejret og landskabet var smukt. Gåturen på ca. 3 km ind til vandfaldene gik gennem dyb sne, og dagen før havde der været isslag, så det øverste lag sne var stenhårdt. Sommetider kunne vi gå oven på sneen, men for det meste trådte vi igennem til over knæet. Vi havde en del besvær med at finde stedet vi ledte efter, mest fordi det slet ikke lignede det, som vi havde fået indtryk af hjemmefra. Men eftersom der ikke var andre vandfald i nærheden måtte det jo være det rigtige sted. Der var kun et par ruter at klatre, og de var for svære for os. Til sidst fandt vi dog et par rigtig fine ruter, men da var det for sent på dagen, så vi tog hjem i stedet. Men trods skuffelsen over ikke rigtig at få klatret noget havde vi en rigtig god tur, og bare vandreturen i sig selv var en spændende oplevelse. Vi nåede da også lige at finde udstyret frem for at lege lidt på isen – når nu vi havde slæbt det med:)

Vandreturen gennem skoven ind til vandfaldene.

 

Her går vi tværs over en tilfrosset sø.

 

Udsigten fra toppen af et bjerg.

 

Dave leger med sine økser.

 

...og Chantale nød det kolde vejr!

 

...og ja jeg skulle da i det mindste lige prøve at skrue et par skruer i isen.

 

Selvom vi ikke fik klatret så meget på turen, er der bestemt noget at komme tilbage efter en anden gang.

 

Copyright Bjarne Bæk

 

Diverse

bjarnebaek.dk