Eiffel Peak 3084m
Søndag den 20. juli besteg vi Eiffel Peak ved Lake Louise. Det er en scrambling tur på ca. 6-7 timer, med nogle enkelte lidt sværere passager det sidste stykke før toppen. Det var en perfekt dag med klart men lidt køligt vejr; der var kun 4 grader om morgenen da vi startede ud nede fra parkeringspladsen. På vejen derop så vi en bjørn som luntede rundt i vejkanten, og ved starten af stien stod der på et skilt, at man skulle gå mindst fire sammen i en gruppe for at mindske risikoen for at blive overfaldet af en bjørn. Nogle af de andre stier i området var også afspærret, fordi der lige for nyligt var en bjørn, som havde bidt en kvinde, der var ude at løbe en tur (hun overlevede heldigvis). Så vi var lidt spændte da vi tog de første skridt op gennem skoven, men det gik nu fint. Et lille stykke af vejen fulgtes vi med et par hollændere som var ude at vandre en tur, vi skulle jo helst gå fire sammen. Vi så selvfølgeligt en masse egerne og murmeldyr som sædvanligt, men vi oplevede også noget lidt mere specielt. Da vi nåede op over trægrænsen dukkede der en ørn op, som begyndte at kredse rundt om hovederne på os. Den kom så tæt på os en overgang, at vi næsten kunne række ud og røre ved den! I guidebogen var ruten beskrevet som moderat scrambling. Det meste af turen var vandring, men det sidste stykke mod toppen scramblede vi op gennem et par gullies og over et slab med super god friktion. Vi var de første på toppen den dag, så vi kunne nyde vores frokost i fred og ro deroppe, men på vejen ned mødte vi fire andre hold, som var på vej op. Mit kamera var desværre løbet tør for strøm, så billederne er taget med mobilen.
Eiffel Peak.
Udsigten mod nordøst kort før toppen.
Os på toppen med Mount Temple (3544m) i baggrunden.
Hungabee Mountain (3493m), som ligger på grænsen mellem Alberta og BC.
Moraine Lake hvor turen startede fra.
Copyright Bjarne Bæk
.jpg)

![]()